Der ligger et land mot den evige sne

 

Der ligger et land mod den evige sne, 
i revnerne kun er der vårliv at se. 
Men havet går til med historie-døn, 
og elsket er landet som mor af søn.

 

Hun tog os i fanget, dengang vi var små, 
og gav os sin saga med billeder på. 
Vi læste, så øjet blev stort og vådt; 
da smilte den gamle og nikked blot.

 

Vi sprang ned til fjorden, vi stirrede mod 
den askegrå bauta, hvor gammel den stod; 
hun stod der end ældre, sa’ ingen ting; 
men stensatte hauger lå rundt i ring.

 

Hun tog os ved hånden, og følge hun gav 
bort derfra til kirken så stille og lav, 
hvor fædrene ydmygt har bøjet knæ, 
og mild’lig hun sagde: gør I som de!

 

Hun strødde sin sne over fjældbratte li, 
bød så sine gutter at stå den på ski. 
Hun knuste med stormhånd det nordhavs spejl, 
bød så sine gutter at hejse sejl.

 

Hun satte de vakreste jenter i rad 
at følge vor idræt med smil og med kvad, 
og selv sad hun højt i sin sagastol 
og måneskinskåben opunder pol.

 

Da lød der et fremad! et fremad endnu 
på fædrene-mål og med fædrene-hu 
for frihed, for norskhed, for Norge hurra! 
og fjældene selv roper langt hurra.

 

Da løsned’ begejstringens rullende fån, 
da døbtes vi af hendes mægtige ånd, 
da stod over fjældet et syn i glød, 
som siden os maner indtil vor død.

 

- Bjørnsterne Bjørnsson, 1859

 

Maleri av J.C. Dahl, Vinter ved Sognefjorden

 

 

Please reload

Please reload

Bitchute.jpg