Der ligger et land mot den evige sne

Der ligger et land mod den evige sne, i revnerne kun er der vårliv at se. Men havet går til med historie-døn, og elsket er landet som mor af søn.

Hun tog os i fanget, dengang vi var små, og gav os sin saga med billeder på. Vi læste, så øjet blev stort og vådt; da smilte den gamle og nikked blot.

Vi sprang ned til fjorden, vi stirrede mod den askegrå bauta, hvor gammel den stod; hun stod der end ældre, sa’ ingen ting; men stensatte hauger lå rundt i ring.

Hun tog os ved hånden, og følge hun gav bort derfra til kirken så stille og lav, hvor fædrene ydmygt har bøjet knæ, og mild’lig hun sagde: gør I som de!

Hun strødde sin sne over fjældbratte li, bød så sine gutter at stå den på ski. Hun knuste med stormhånd det nordhavs spejl, bød så sine gutter at hejse sejl.

Hun satte de vakreste jenter i rad at følge vor idræt med smil og med kvad, og selv sad hun højt i sin sagastol og måneskinskåben opunder pol.

Da lød der et fremad! et fremad endnu på fædrene-mål og med fædrene-hu for frihed, for norskhed, for Norge hurra! og fjældene selv roper langt hurra.

Da løsned’ begejstringens rullende fån, da døbtes vi af hendes mægtige ånd, da stod over fjældet et syn i glød, som siden os maner indtil vor død.

- Bjørnsterne Bjørnsson, 1859

Maleri av J.C. Dahl, Vinter ved Sognefjorden