Norrøna-stammen

Norrøna-stammens længsel, den var det frie hav og kampens gude-trængsel og æren, som den gav; - var stordåd og var tanker med rod i Surtrs ild, med grene uden skranker og top i Ygdrasil. Gik hver sin vej, hver frænde, hverandre tit til mén; vort sejers-løb var trende, men æren, den var én. Hver fik sit kald af tiden, Normænd og Daner først; om Svearne kom siden, så kom de også størst. Som sol sken Danmarks drage i Vest- og Østerled, Normanna-åndens sage svang helt til Jorsal ned. Af gnisten, Svea stamme fik tændt på Polens is, gir Lützens sejers-flamme end halve verden lys. Først Norsk og Dansk til ening i hårde tider kom, men Sagas større mening fik mindre mænd vendt om; så Norsk og Svensk til ening i tidens fylde kom, og Sagas større mening skal mer ej vendes om. Der er en spådoms-ævne i folke-åndens trang: Norrøna-stammens stævne til stordåd end engang. Hver fest-dag, som vi fejrer, må være løftets dag: den synker ej, den sejrer, vort blods, vor stammes sag.

- Bjørnstjerne Bjørnson, 1864

Bilde: den unge Bjørnson på Aulestad